Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/011211-vaernemagere.php on line 12

Warning: include() [function.include]: Failed opening '/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1.txt' for inclusion (include_path='.') in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/011211-vaernemagere.php on line 12
dk/art/oversigt.htm#udenforusa
Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1a.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/011211-vaernemagere.php on line 16

Warning: include() [function.include]: Failed opening '/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1a.txt' for inclusion (include_path='.') in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/011211-vaernemagere.php on line 16
Dødsstraffen som politik

Af Jesper Nissen

Kronikken i Politikken 11. december 2001



Historien om dødsstraffens genindførelse efter Anden Verdenskrig bør være en påmindelse om, at politisk motiverede straffe har konsekvenser både for individet og retssystemet, skriver historikeren, der er aktuel som forfatter af en ny bog om dette tema - 'Den strengeste straf'.




De 46 besættelsestidsforbrydere, der blev henrettet i Danmark i forbindelse med retsopgøret efter Anden Verdenskrig, havde forfærdelige forbrydelser på samvittigheden. Men som brikker i et politisk spil mellem politikerne og modstandsbevægelsen tjente deres død et tvivlsomt juridisk formål. Ud over at huskes som nogle af danmarkshistoriens værste forbrydere, bør de derfor også huskes som en advarsel om, hvor galt det kan gå, når politikerne spænder befolkningens hævnfølelser og utryghed for deres egen politiske vogn.
Da Rigsdagen vedtog at genindføre dødsstraffen efter krigen, var det 53 år siden, den danske stat sidst havde henrettet en af sine borgere. Det er to år mere, end der i dag i 2001 er gået, siden den sidste besættelsestidsforbryder blev henrettet.
Vi er vant til, og vi holder af at tænke på vores retssystem som rationelt og humant og på dødsstraf som noget, der hører til i gamle dage.
Det interessante - og foruroligende - ved historien om dødsstraffens genindførelse er, at sådan var det også inden besættelsen.
Dermed er det ikke sagt, at dødsstraffen er på vej tilbage - hverken nu eller i den nærmeste fremtid. Men historien om dødsstraffens genindførelse bør være en påmindelse om, at politisk motiverede straffe ikke er
uden konsekvenser - hverken for individet eller før retssystemet som helhed.
Påmindelsen er ikke mindst påkrævet i en tid, hvor politikerne skamrider befolkningens utryghed, og Venstres leder taler for ophævelse af den europæiske menneskerettighedskonventions forbud mod udlevering til dødsstraf.
Dødsstraffens genindførelse blev vedtaget kun 15 år efter, at et stort flertal i Rigsdagen havde besluttet at afskaffe den. Dengang i 1930 var det holdningen blandt politikere og meningsdannere, at henrettelser var primitive og moralsk uforsvarlige, og at man, som Politiken skrev i en leder i 1929, "hellere skulle råbe på lægevidenskaben, end på strengere straffe, når der sker særligt grove forbrydelser". 15 år og en verdenskrig senere sagde Socialdemokratiets retsordfører under debatten om retsopgørets love, at henrettelsen af besættelsestidens forbrydere ikke var straf, men "udslettelse af noget usigeligt ækelt", og den radikale Bertel Dahlgaard, at der trængtes "et opgør med den smitte, der søgte at trænge sig ind i den danske folkekarakter"
For første gang siden midten af 1800 tallet var det ikke længere de funktionelle og rationelle overvejelser, der motiverede debatten om straf, men derimod hadefuld og uforsonlig nedgørelse af forbryderne. Væk var overvejelserne om risikoen for uoprettelige fejltagelser, væk var diskussionen om straffens præventive virkning, øg væk var idealerne om resocialisering.
I stedet indførtes en aggressiv, nationalistisk og til tider næsten nazistisk inspireret retorik, der kredsede om forbrydernes nationale svigt og om sammenholdet mellem 'rigtige' og 'sunde' danskere.
Den nationale tone blev allerede slået an af det tidligere frihedsrådsmedlem justitsminister Busch-Jensen, som under fremlæggelsen af lovforslaget argumenterede med, at "krigstidens forbrydere havde sat sig uden for det danske samfund", at de måtte "udskydes af samfundet", og at de måtte "udskilles".
Socialdemokratiets retsordfører Frederik Dalgaard supplerede ved at kalde forbryderne "såkaldte danske" og "såkaldte landsmænd" og ved at stille dem over for det "gamle tusindårige retssamfund", "vore bedste sønner" og "Moder Danmark".
I nogle af de mest forbitrede indlæg sneg sig dertil biologiske og medicinske metaforer, hvilket gav argumentationen næsten racistiske overtoner.
Den tidligere citerede radikale Bertel Dahlgaard bekymrede sig f.eks. om "smitten, der søgte at trænge sig ind i vores folkekarakter" og krævede "udanske elementer udrenset". Pressen gav også sit til det hadske og nationalistiske hysteri.
I Politikens leder krævedes der allerede dagen efter befrielsen udrensning af "udanske elementer". I Socialdemokraten kaldtes forbryderne konsekvent forrædere og angivere, og det gennemgående synspunkt var, at de havde "svigtet nationen". I Land og Folk skrev Carl Madsen, at "hipofolk, stikkere og mordere i tysk sold er skadedyr, som må fjernes fra samfundet på samme måde som rotter", og i dagbladet Information stod der 15. juni på lederpladsen: "Der er ingen nåde i det danske folk efter fem års krig, kun et
ønske om at få skadedyrsudryddelsen overstået snarest muligt, så lejligheden atter bliver beboelig".
Samtidig med at forbryderne således blev stemplet som udanske og dermed uværdige til at være omfattet af de danske retsnormer, blev det vedholdende understreget, at dødsstraffen var et krav fra den danske befolkning - eller som kommunisten Jens Johannes Hansen sagde - "den sunde del af den".
Spørgsmålet om holdningen til dødsstraf i den store passive del af befolkningen er på grund af krigens censur umuligt at besvare.
Det var sandsynligvis rigtigt, når politikerne og modstandsbevægelsen sagde, at flertallet bakkede op om døds straffens genindførelse. Men det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at meningsdannelsen lå under for et betydeligt pres i dagene og ugerne efter befrielsen. F.eks. skrev Berlingske Tidende allerede 5. maj i sin første censurfrie avis, at folket "i første række vil spørge om dødsstraf" - hvor de så vidste det fra.
Ved på den ene side at slå på, at rigtige danskere ville se henrettelser, blev det bestemt, hvem der var danskere, og ved på den anden side at sætte et landsforræderstempel i panden på forbryderne, bestemte man, hvem der ikke var det.
Den nationalistiske retorik spillede dermed en dobbeltrolle. For det første sikrede den dødsstraffens genindførelse ved at være medvirkende til, at forbryderne kom til at fremstå som værre end 'almindelige' kriminelle og dermed som uværdige til at blive beskyttet af princippet mod korporlige straffe, som stadig hyldedes af Folketingets flertal. På den anden side gav nationalismen politikerne en kærkommen lejlighed til at hyle med ulvene, og på den måde spillede den en afgørende rolle i den kamp, der udspillede sig mellem befrielsessommerens to politiske fløje: Politikerne og Frihedsrådet.
For at forstå politikernes stilling i debatten om retsopgørets love - herunder dødsstraffen - er det således vigtigt at forstå, at forholdet mellem politikerne og Frihedsrådet ikke var så rosenrødt, som det er blevet fremstillet i eftertiden.
Da den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl præsenterede sin nye samlingsregering for befolkningen, så det måske ud, som om tidligere tiders stridigheder var glemt, og at de to parter fra nu af ville arbejde sammen om at sikre overgangen til fred. Måske troede nogle modstandsfolk og politikere i de første hektiske majdage også selv på dette billede.
Men det skulle snart vise sig, at forestillingen om enheden og det fælles mål var illusorisk. For selvom kompromiset om samlingsregeringen var kommet i hus inden befrielsen, manglede man stadig løsningen på det mere diffuse problem, som for mange af de involverede var det mest påtrængende - spørgsmålet om, hvordan de fem besættelsesår skulle tolkes i fremtiden.
Konflikten om dette spørgsmål blev allerede i samtiden beskrevet som "kampen om æren". Udtrykket dækkede over, at 'kampen' ikke forholdt sig til aktuelle eller konkrete problemer, men til, hvem der havde æren i behold efter den turbulente tid. Politikernes strategi i kampen var - som det blev formuleret af Vilhelm Buhl på et møde i Socialdemokratiets forretningsudvalg umiddelbart inden befrielsen - "at skaffe politikerne en sådan placering, at de anerkendes som medkæmpere". Skulle en sådan strategi lykkes, var det vitalt, at der blev lagt afstand til samarbejdet med tyskerne.
Den pragmatiske linje over for besættelsesmagten, som i begyndelsen af krigen havde haft næsten total opbakning i befolkningen, havde, efterhånden som den tyske kapitulation rykkede nærmere, mistet sin popularitet i befolkningen, og at stå ved samarbejdspolitikken i maj 45 var derfor ensbetydende med politisk selvmord.
I kapløbet om, hvem der kunne lægge mest afstand til den forhadte kollaboration og dermed blive anerkendt som legitime magthavere efter befrielsen, viste én metode sig meget effektiv: at sørge for at nogle andre tog skraldet.
Til det formal egnede de brutale og hensynsløse Gestapomedhjælpere, Hipoer og stikkere sig fortrinligt. Politikerne vidste, at der var nogle forhold, de skulle være forsigtige med at pege fingre ad. F.eks. ville alt for åbenlys kritik af værnemageri eller tysk krigstjeneste være risikabel, idet mange af de strafbare gerninger, der var begået i de sammenhænge, var et direkte resultat af den linje, politikerne selv havde udstukket.
Risikoen for, at fordømmelser i den retning vendte tilbage som en boomerang, var derfor overhængende. Men hvor hårdt man end spændte kritikken af den pragmatiske linje, var det trods alt svært at give den skylden for torturen i kælderen under Gestapos hovedkvarter eller for Hipos meningsløse vold. Hvis man som politiker lagde ansvaret i skødet på de relativt få personer, der havde åbenlyse forbrydelser på
samvittigheden, kunne man derfor være helt sikker på, at den ikke kom tilbage til én selv.
Inddragelsen af straffespørgsmålet i det politiske spil lod sig naturligvis kun gøre, fordi de ekstreme følelser, der udtryktes under folketingsdebatten, var til stede i befolkningen. Det gjaldt ikke mindst i modstandsbevægelsen og de illegale blade, hvor tanken om dødsstraf oprindeligt var blevet undfanget.
Helt indtil slutningen af 1943 - det vil sige i størsteparten af krigen - havde Frihedsrådet som modstandsbevægelsens øverste ledende organ ellers afvist dødsstraffen.
I en pjece om det kommende opgør skrev rådet i november 1943, at afstraffelsen af krigens forbrydere skulle ske "i overensstemmelse med rodfæstet dansk retsbevidsthed", og at der i forlængelse af denne opfattelse "ikke kunne blive tale om at gå uden for de strafarter, som gældende straffelov hjemler, med fængsel på livstid som den højeste straf".
Men selvom holdningen således gik imod dødsstraf indtil efteråret 1943, skal afvisningen naturligvis ses i lyset af den situation, landet befandt sig i på det pågældende tidspunkt. I november 1943 var kun én dansker blevet henrettet af tyskerne, og den senere så berygtede terror var endnu et ukendt fænomen.
Alt det ændrede sig ved indgangen til 1944. Hitler havde, i takt med at modstandsaktiviteterne tog til, tabt tålmodigheden med danskerne, og i de sidste dage af december 1943 gav han sine ledere i Danmark nye instrukser. Hvor modstandsbevægelsen hidtil var blevet bekæmpet med traditionelle politimæssige metoder og lovformelige rettergange, skulle sabotagen nu mødes med terror.
Og selvom den tyske terror over for danskerne ikke kan sammenlignes med grusomhederne i andre besatte lande, medførte det tyske kursskifte i kombination med den øgede modstand en afgørende brutalisering af besættelsesforholdene. I krigens sidste halvandet år blev 128 modstandsfolk henrettet, 125 danskere dræbt i tyske terroraktioner og omkring 45ø danskere i tysk tjeneste dræbt i såkaldte stikkerlikvideringer.
Modstandsbevægelsens reaktion kom hurtigt. Allerede i april 1944 - endnu inden brutaliteten havde nået sit
højdepunkt - krævede et større modstandsblad for første gang dødsstraf, og i løbet af sommeren og efteråret udviklede dødsstrafkravet sig til et udbredt og for de fleste illegale blade ufravigeligt krav. Da Frihedsrådet i februar 1945 præsenterede et udkast til det lovsæt, der skulle danne grundlaget for retsopgøret, var dødsstraffen rykket ind som et ultimativt forlangende. Men i modsætning til politikernes meningsskift blev Frihedsrådets kursskifte ikke forbigået uden udførlig begrundelse.
Over syv tætskrevne sider argumenterede rådets lovudvalg, som blandt andet talte den senere justitsminister overretssagfører Niels Busch-Jensen, højesteretssagfører Ejvind Møller samt landsretssagføreren Carl Madsen, for at retsopgørets love skulle indeholde en paragraf om dødsstraf. Argumentationen i rådets udkast var dog på trods af viljen til at motivere dødsstrafkravet i traditionelle juridiske vendinger mangelfuld og inkonsekvent, og hovedindtrykket efter gennemlæsning af udkastet er, at ønsket om henrettelser kommer fra et andet og mindre rationelt sted. Carl Madsen giver i sin bog 'Vi skrev loven' fra 1968 en vigtig del af svaret på, hvad det egentlige motiv bag modstandsfolkenes dødsstrafkrav var.
Om arbejdet i lovudvalget skrev han: "Det, jeg skriver, må endelig ikke forstås, som om vi selv var hævet over den almindelige stemning. Der gik, medens vi arbejdede med loven, næppe en uge, hvor ikke så den ene så den anden af vore venner og medarbejdere blev ofre for danske landsforræderes bestialske forbrydelser".
I et interview fra 1973 med historikeren Lone Heyde var han endnu mere direkte, da han til spørgsmålet om dødsstraffens genindførelse fremhæve de, at Frihedsrådets jurister ikke havde kunnet "sige sig fri for en vis hævntørst".
At Frihedsrådets medlemmer nærede hævntrang, er der ikke noget mærkeligt i, og at følelserne fik indflydelse på deres retsfølelse og derigennem på lovforslaget, er heller ikke overraskende. Når Frihedsrådets hævntørst er fremhævet, er det således ikke for at udstille modstandsbevægelsen som primitiv eller blodtørstig.
Det er derimod for at understrege, at politikernes forsøg på at udpege de groveste forbrydere til syndebukke gik hånd i hånd med den brutaliserede og hævnfikserede retsfølelse, der trivedes i befolkningen, og som ikke mindst var dominerende inden for modstandsbevægelsen.
I hvor høj grad politikernes nationalistiske dødsstrafagitation var et led i bevidst manipulation, er svært at fastslå. Hævntrangen og den hysteriske udrensningsiver har uden tvivl revet politikerne med og har således gjort sit til, at retorikken i Rigsdagen blev så uforsonlig og hadsk, som den gjorde. Men det er ikke desto mindre givet, at den oppiskede stemning og hadet til krigens forbrydere var belejligt for de politikere, der ville flytte fokus fra sig selv og samarbejdet.
I stedet for at tale til folkets forsonlighed og forsøge at dæmpe gemytterne, havde politikerne derfor en åbenlys interesse i at tale til nationalismen og hadet og dermed lade modstandsbevægelsens og folkets hævntørst få frit løb.
78 danskere blev dømt til døden under retsopgøret efter den tyske besættelse. 46 af dem blev henrettet - den første i januar 1946 og den sidste i juli 1950. Man kan være enig eller uenig i dødsstraffens berettigelse, ligesom man kan være enig eller uenig i det formålstjenlige i strenge straffe generelt. Men det afgørende er ikke, om lovens strengeste straf er fængsel eller henrettelse. Det er derimod spørgsmålet om, hvilken
funktion straffen tjener.
Dødsstraffens genindførelse bundede i en farlig kombination af hævntrang og opportunisme, og som sådan bør den være en advarsel mod unødvendige og politisk motiverede straffe.

istorien om dødsstraffens genindførelse efter Anden Verdenskrig bør være en påmindelse om, at politisk motiverede straffe har konsekvenser både for individet og retssystemet, skriver historikeren, der er aktuel som forfatter af en ny bog om dette tema - 'Den strengeste straf'.



De 46 besættelsestidsforbrydere, der blev henrettet i Danmark i forbindelse med retsopgøret efter Anden Verdenskrig, havde forfærdelige forbrydelser på samvittigheden. Men som brikker i et politisk spil mellem politikerne og modstandsbevægelsen tjente deres død et tvivlsomt juridisk formål. Ud over at huskes som nogle af danmarkshistoriens værste forbrydere, bør de derfor også huskes som en advarsel om, hvor galt det kan gå, når politikerne spænder befolkningens hævnfølelser og utryghed for deres egen politiske vogn.
Da Rigsdagen vedtog at genindføre dødsstraffen efter krigen, var det 53 år siden, den danske stat sidst havde henrettet en af sine borgere. Det er to år mere, end der i dag i 2001 er gået, siden den sidste besættelsestidsforbryder blev henrettet.
Vi er vant til, og vi holder af at tænke på vores retssystem som rationelt og humant og på dødsstraf som noget, der hører til i gamle dage.
Det interessante - og foruroligende - ved historien om dødsstraffens genindførelse er, at sådan var det også inden besættelsen.
Dermed er det ikke sagt, at dødsstraffen er på vej tilbage - hverken nu eller i den nærmeste fremtid. Men historien om dødsstraffens genindførelse bør være en påmindelse om, at politisk motiverede straffe ikke er
uden konsekvenser - hverken for individet eller før retssystemet som helhed.
Påmindelsen er ikke mindst påkrævet i en tid, hvor politikerne skamrider befolkningens utryghed, og Venstres leder taler for ophævelse af den europæiske menneskerettighedskonventions forbud mod udlevering til dødsstraf.
Dødsstraffens genindførelse blev vedtaget kun 15 år efter, at et stort flertal i Rigsdagen havde besluttet at afskaffe den. Dengang i 1930 var det holdningen blandt politikere og meningsdannere, at henrettelser var primitive og moralsk uforsvarlige, og at man, som Politiken skrev i en leder i 1929, "hellere skulle råbe på lægevidenskaben, end på strengere straffe, når der sker særligt grove forbrydelser". 15 år og en verdenskrig senere sagde Socialdemokratiets retsordfører under debatten om retsopgørets love, at henrettelsen af besættelsestidens forbrydere ikke var straf, men "udslettelse af noget usigeligt ækelt", og den radikale Bertel Dahlgaard, at der trængtes "et opgør med den smitte, der søgte at trænge sig ind i den danske folkekarakter"
For første gang siden midten af 1800 tallet var det ikke længere de funktionelle og rationelle overvejelser, der motiverede debatten om straf, men derimod hadefuld og uforsonlig nedgørelse af forbryderne. Væk var overvejelserne om risikoen for uoprettelige fejltagelser, væk var diskussionen om straffens præventive virkning, øg væk var idealerne om resocialisering.
I stedet indførtes en aggressiv, nationalistisk og til tider næsten nazistisk inspireret retorik, der kredsede om forbrydernes nationale svigt og om sammenholdet mellem 'rigtige' og 'sunde' danskere.
Den nationale tone blev allerede slået an af det tidligere frihedsrådsmedlem justitsminister Busch-Jensen, som under fremlæggelsen af lovforslaget argumenterede med, at "krigstidens forbrydere havde sat sig uden for det danske samfund", at de måtte "udskydes af samfundet", og at de måtte "udskilles".
Socialdemokratiets retsordfører Frederik Dalgaard supplerede ved at kalde forbryderne "såkaldte danske" og "såkaldte landsmænd" og ved at stille dem over for det "gamle tusindårige retssamfund", "vore bedste sønner" og "Moder Danmark".
I nogle af de mest forbitrede indlæg sneg sig dertil biologiske og medicinske metaforer, hvilket gav argumentationen næsten racistiske overtoner.
Den tidligere citerede radikale Bertel Dahlgaard bekymrede sig f.eks. om "smitten, der søgte at trænge sig ind i vores folkekarakter" og krævede "udanske elementer udrenset". Pressen gav også sit til det hadske og nationalistiske hysteri.
I Politikens leder krævedes der allerede dagen efter befrielsen udrensning af "udanske elementer". I Socialdemokraten kaldtes forbryderne konsekvent forrædere og angivere, og det gennemgående synspunkt var, at de havde "svigtet nationen". I Land og Folk skrev Carl Madsen, at "hipofolk, stikkere og mordere i tysk sold er skadedyr, som må fjernes fra samfundet på samme måde som rotter", og i dagbladet Information stod der 15. juni på lederpladsen: "Der er ingen nåde i det danske folk efter fem års krig, kun et
ønske om at få skadedyrsudryddelsen overstået snarest muligt, så lejligheden atter bliver beboelig".
Samtidig med at forbryderne således blev stemplet som udanske og dermed uværdige til at være omfattet af de danske retsnormer, blev det vedholdende understreget, at dødsstraffen var et krav fra den danske befolkning - eller som kommunisten Jens Johannes Hansen sagde - "den sunde del af den".
Spørgsmålet om holdningen til dødsstraf i den store passive del af befolkningen er på grund af krigens censur umuligt at besvare.
Det var sandsynligvis rigtigt, når politikerne og modstandsbevægelsen sagde, at flertallet bakkede op om døds straffens genindførelse. Men det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at meningsdannelsen lå under for et betydeligt pres i dagene og ugerne efter befrielsen. F.eks. skrev Berlingske Tidende allerede 5. maj i sin første censurfrie avis, at folket "i første række vil spørge om dødsstraf" - hvor de så vidste det fra.
Ved på den ene side at slå på, at rigtige danskere ville se henrettelser, blev det bestemt, hvem der var danskere, og ved på den anden side at sætte et landsforræderstempel i panden på forbryderne, bestemte man, hvem der ikke var det.
Den nationalistiske retorik spillede dermed en dobbeltrolle. For det første sikrede den dødsstraffens genindførelse ved at være medvirkende til, at forbryderne kom til at fremstå som værre end 'almindelige' kriminelle og dermed som uværdige til at blive beskyttet af princippet mod korporlige straffe, som stadig hyldedes af Folketingets flertal. På den anden side gav nationalismen politikerne en kærkommen lejlighed til at hyle med ulvene, og på den måde spillede den en afgørende rolle i den kamp, der udspillede sig mellem befrielsessommerens to politiske fløje: Politikerne og Frihedsrådet.
For at forstå politikernes stilling i debatten om retsopgørets love - herunder dødsstraffen - er det således vigtigt at forstå, at forholdet mellem politikerne og Frihedsrådet ikke var så rosenrødt, som det er blevet fremstillet i eftertiden.
Da den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl præsenterede sin nye samlingsregering for befolkningen, så det måske ud, som om tidligere tiders stridigheder var glemt, og at de to parter fra nu af ville arbejde sammen om at sikre overgangen til fred. Måske troede nogle modstandsfolk og politikere i de første hektiske majdage også selv på dette billede.
Men det skulle snart vise sig, at forestillingen om enheden og det fælles mål var illusorisk. For selvom kompromiset om samlingsregeringen var kommet i hus inden befrielsen, manglede man stadig løsningen på det mere diffuse problem, som for mange af de involverede var det mest påtrængende - spørgsmålet om, hvordan de fem besættelsesår skulle tolkes i fremtiden.
Konflikten om dette spørgsmål blev allerede i samtiden beskrevet som "kampen om æren". Udtrykket dækkede over, at 'kampen' ikke forholdt sig til aktuelle eller konkrete problemer, men til, hvem der havde æren i behold efter den turbulente tid. Politikernes strategi i kampen var - som det blev formuleret af Vilhelm Buhl på et møde i Socialdemokratiets forretningsudvalg umiddelbart inden befrielsen - "at skaffe politikerne en sådan placering, at de anerkendes som medkæmpere". Skulle en sådan strategi lykkes, var det vitalt, at der blev lagt afstand til samarbejdet med tyskerne.
Den pragmatiske linje over for besættelsesmagten, som i begyndelsen af krigen havde haft næsten total opbakning i befolkningen, havde, efterhånden som den tyske kapitulation rykkede nærmere, mistet sin popularitet i befolkningen, og at stå ved samarbejdspolitikken i maj 45 var derfor ensbetydende med politisk selvmord.
I kapløbet om, hvem der kunne lægge mest afstand til den forhadte kollaboration og dermed blive anerkendt som legitime magthavere efter befrielsen, viste én metode sig meget effektiv: at sørge for at nogle andre tog skraldet.
Til det formal egnede de brutale og hensynsløse Gestapomedhjælpere, Hipoer og stikkere sig fortrinligt. Politikerne vidste, at der var nogle forhold, de skulle være forsigtige med at pege fingre ad. F.eks. ville alt for åbenlys kritik af værnemageri eller tysk krigstjeneste være risikabel, idet mange af de strafbare gerninger, der var begået i de sammenhænge, var et direkte resultat af den linje, politikerne selv havde udstukket.
Risikoen for, at fordømmelser i den retning vendte tilbage som en boomerang, var derfor overhængende. Men hvor hårdt man end spændte kritikken af den pragmatiske linje, var det trods alt svært at give den skylden for torturen i kælderen under Gestapos hovedkvarter eller for Hipos meningsløse vold. Hvis man som politiker lagde ansvaret i skødet på de relativt få personer, der havde åbenlyse forbrydelser på
samvittigheden, kunne man derfor være helt sikker på, at den ikke kom tilbage til én selv.
Inddragelsen af straffespørgsmålet i det politiske spil lod sig naturligvis kun gøre, fordi de ekstreme følelser, der udtryktes under folketingsdebatten, var til stede i befolkningen. Det gjaldt ikke mindst i modstandsbevægelsen og de illegale blade, hvor tanken om dødsstraf oprindeligt var blevet undfanget.
Helt indtil slutningen af 1943 - det vil sige i størsteparten af krigen - havde Frihedsrådet som modstandsbevægelsens øverste ledende organ ellers afvist dødsstraffen.
I en pjece om det kommende opgør skrev rådet i november 1943, at afstraffelsen af krigens forbrydere skulle ske "i overensstemmelse med rodfæstet dansk retsbevidsthed", og at der i forlængelse af denne opfattelse "ikke kunne blive tale om at gå uden for de strafarter, som gældende straffelov hjemler, med fængsel på livstid som den højeste straf".
Men selvom holdningen således gik imod dødsstraf indtil efteråret 1943, skal afvisningen naturligvis ses i lyset af den situation, landet befandt sig i på det pågældende tidspunkt. I november 1943 var kun én dansker blevet henrettet af tyskerne, og den senere så berygtede terror var endnu et ukendt fænomen.
Alt det ændrede sig ved indgangen til 1944. Hitler havde, i takt med at modstandsaktiviteterne tog til, tabt tålmodigheden med danskerne, og i de sidste dage af december 1943 gav han sine ledere i Danmark nye instrukser. Hvor modstandsbevægelsen hidtil var blevet bekæmpet med traditionelle politimæssige metoder og lovformelige rettergange, skulle sabotagen nu mødes med terror.
Og selvom den tyske terror over for danskerne ikke kan sammenlignes med grusomhederne i andre besatte lande, medførte det tyske kursskifte i kombination med den øgede modstand en afgørende brutalisering af besættelsesforholdene. I krigens sidste halvandet år blev 128 modstandsfolk henrettet, 125 danskere dræbt i tyske terroraktioner og omkring 45ø danskere i tysk tjeneste dræbt i såkaldte stikkerlikvideringer.
Modstandsbevægelsens reaktion kom hurtigt. Allerede i april 1944 - endnu inden brutaliteten havde nået sit
højdepunkt - krævede et større modstandsblad for første gang dødsstraf, og i løbet af sommeren og efteråret udviklede dødsstrafkravet sig til et udbredt og for de fleste illegale blade ufravigeligt krav. Da Frihedsrådet i februar 1945 præsenterede et udkast til det lovsæt, der skulle danne grundlaget for retsopgøret, var dødsstraffen rykket ind som et ultimativt forlangende. Men i modsætning til politikernes meningsskift blev Frihedsrådets kursskifte ikke forbigået uden udførlig begrundelse.
Over syv tætskrevne sider argumenterede rådets lovudvalg, som blandt andet talte den senere justitsminister overretssagfører Niels Busch-Jensen, højesteretssagfører Ejvind Møller samt landsretssagføreren Carl Madsen, for at retsopgørets love skulle indeholde en paragraf om dødsstraf. Argumentationen i rådets udkast var dog på trods af viljen til at motivere dødsstrafkravet i traditionelle juridiske vendinger mangelfuld og inkonsekvent, og hovedindtrykket efter gennemlæsning af udkastet er, at ønsket om henrettelser kommer fra et andet og mindre rationelt sted. Carl Madsen giver i sin bog 'Vi skrev loven' fra 1968 en vigtig del af svaret på, hvad det egentlige motiv bag modstandsfolkenes dødsstrafkrav var.
Om arbejdet i lovudvalget skrev han: "Det, jeg skriver, må endelig ikke forstås, som om vi selv var hævet over den almindelige stemning. Der gik, medens vi arbejdede med loven, næppe en uge, hvor ikke så den ene så den anden af vore venner og medarbejdere blev ofre for danske landsforræderes bestialske forbrydelser".
I et interview fra 1973 med historikeren Lone Heyde var han endnu mere direkte, da han til spørgsmålet om dødsstraffens genindførelse fremhæve de, at Frihedsrådets jurister ikke havde kunnet "sige sig fri for en vis hævntørst".
At Frihedsrådets medlemmer nærede hævntrang, er der ikke noget mærkeligt i, og at følelserne fik indflydelse på deres retsfølelse og derigennem på lovforslaget, er heller ikke overraskende. Når Frihedsrådets hævntørst er fremhævet, er det således ikke for at udstille modstandsbevægelsen som primitiv eller blodtørstig.
Det er derimod for at understrege, at politikernes forsøg på at udpege de groveste forbrydere til syndebukke gik hånd i hånd med den brutaliserede og hævnfikserede retsfølelse, der trivedes i befolkningen, og som ikke mindst var dominerende inden for modstandsbevægelsen.
I hvor høj grad politikernes nationalistiske dødsstrafagitation var et led i bevidst manipulation, er svært at fastslå. Hævntrangen og den hysteriske udrensningsiver har uden tvivl revet politikerne med og har således gjort sit til, at retorikken i Rigsdagen blev så uforsonlig og hadsk, som den gjorde. Men det er ikke desto mindre givet, at den oppiskede stemning og hadet til krigens forbrydere var belejligt for de politikere, der ville flytte fokus fra sig selv og samarbejdet.
I stedet for at tale til folkets forsonlighed og forsøge at dæmpe gemytterne, havde politikerne derfor en åbenlys interesse i at tale til nationalismen og hadet og dermed lade modstandsbevægelsens og folkets hævntørst få frit løb.
78 danskere blev dømt til døden under retsopgøret efter den tyske besættelse. 46 af dem blev henrettet - den første i januar 1946 og den sidste i juli 1950. Man kan være enig eller uenig i dødsstraffens berettigelse, ligesom man kan være enig eller uenig i det formålstjenlige i strenge straffe generelt. Men det afgørende er ikke, om lovens strengeste straf er fængsel eller henrettelse. Det er derimod spørgsmålet om, hvilken
funktion straffen tjener.
Dødsstraffens genindførelse bundede i en farlig kombination af hævntrang og opportunisme, og som sådan bør den være en advarsel mod unødvendige og politisk motiverede straffe.


Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/bottom1.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/011211-vaernemagere.php on line 136

Warning: include() [function.include]: Failed opening '/var/www/fdp.dk/public_html/include/bottom1.txt' for inclusion (include_path='.') in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/011211-vaernemagere.php on line 136