Den menneskelige naturs fejlbarlighed
Af Linda Magtengaard
Kronik i Information, bringes med forfatterens tilladelse
USA er et af de få såkaldte demokratiske lande i verden, der har dødsstraf. Sidste år foretog man i alt 45 henrettelser på landsbasis. Den 11 juni henrettede Texas Earl Behringer som nr 21 i år, og mindst 3 er henrettet siden da. Hermed er Texas oppe på det højeste antal henrettelser siden 1935. Til sammenligning har Florida og Virginia, som rangerer lige under Texas, hver henrettet 39 i alt i løbet af 20 år. I hele USA sidder godt 3.000 på dødsgangen, i Texas henved 440 mænd og 7 kvinder (heraf er godt 1/3 afroamerikanere). Men trods de mange henrettelser er antallet af dødsdømte nogenlunde det samme i Texas, idet der er faldet mindst 16 dødsdomme i år.
De dødsdømte er dømt for forfærdelige forbrydelser, men de har ikke nødvendigvis begået de "værste" forbrydelser. Kun en lille del af dem, der dømmes for mord, dømmes til døden. Ofte bliver der indgået aftaler om f.eks. livstidsdom for undgå, at sagen kommer i retten og hermed spare tid og penge. Andre er blevet dømt som medskyldige i en forbrydelse, hvor en anden har begået et mord. Mens andre igen dømmes til døden på indicier, dvs der er ingen sikre beviser.
Det er en meget almindelig opfattelse, at når man er dømt til døden, er man garanteret også skyldig. Der er da også en del dødsdømte, som erklærer sig skyldige. Vi vil gerne tro, at alle får en retfærdig retssag og, at fejl ikke forekommer i sager, hvor det gælder liv eller død. Vi vil også gerne tro, at hvis der opstår fejl, så vil disse som en naturlig ting blive korrigeret og uskyldige løsladt snarest muligt. Men sådan ser virkligheden ikke ud. Alene det at en god advokat koster mange penge, og størstedelen af de dødsdømte er fattige, burde få en alarmklokke til at ringe.
En rapport fra 1993 har beskrevet og vurderet risikoen for, at uskyldige henrettes i USA. Den bygger på en undersøgelse, der strækker sig fra 1973 til 1993. I løbet af de 20 år konstaterede man, at 48 dødsdømte senere er blevet fundet uskyldige og løsladt fra dødsgangen. Og i samme periode har domstolene omstødt eller underkendt i alt 1.379 dødsdomme. Rapporten peger på nogle faktorer, som kan have indflydelse på udfaldet af en sag, som har resulteret i en dødsdom. Dette er illustreret med nogle få eksempler, som alle stammer fra Texas (men ikke nødvendigvis fra rapporten).
I 1984 blev Frederico Macias dømt til døden. Langt senere fandt retten, at forsvaret havde
været groft ineffektivt, og forsvareren havde ignoreret beviser på, at Macias var uskyldig. Efter
Macias havde tilbragt 8 år på dødsgangen, fik han i 1992 omstødt sin dom.
I august 1992 blev George Mc Farland anklaget for mord. Hans forsvarer John Benn sov bogstavelig talt
gennem det meste af retssagen. Selv om sagen mod Mc Farland var meget spinkel, blev han dømt til
døden. John Benn forklarede senere, " han plejede at tage en lur om eftermiddagen", og at "det var
kedeligt".
Henry "Hank" Skinner blev i 1995 repræsenteret af Harold Comer. Comer var tidligere anklager og
anklaget for bedrageri i 1992. Skinner havde i flere år været en torn i øjet på
såvel ordensmagten som for anklager Comer pga Skinners underiden offentlige kritik af deres
metoder. Dette i en grad så Comer har udtalt, han gerne så Skinner bag tremmer - skyldig eller
ej. Comers første bemærkning til Skinner var: "Jeg ved du gjorde det ... " Og det kan
måske forklare: at Comer fyrede en god opdager til fordel for én, der ifgl. Skinner "ikke
kunne finde vand på bunden af en flod"; at Comer undlod at indkalde et vigtigt vidne, som kunne
bestyrke Skinners påstand om uskyld. Skinner blev dømt til døden.
Problemerne vedrørende advokatbistand er ikke ukendte. Advokaterne er meget
forskellige og forsvarets kvalitet varierer meget. Nogle har ikke tid til at forberede sig ret
meget, fordi de har for mange sager. Enkelte har ikke den nødvendige viden og
erfaring med disse specielle strafferetssager. Andre er slet og ret så dårlige,
at man har frataget nogle af dem retten til at praktisere. Endelig får de udbetalt en
lille løn, som ofte slet ikke kan dække sagens omkostninger.
Randall Adams dømt til døden i 1984. Tilfældigvis kom nogen til at se nærmere
på hans sag mange år efter, og man fandt beviser for, at anklageren havde udøvet
magtsmisbrug. Ydemere fandt man også et bånd, hvor en anden havde tilstået for-
brydelsen. Adams blev herefter løsladt efter at have tilbragt 12 år på
dødsgangen i Huntsville.
Et vigtigt vidne i Skinners sag i 1995 blev truet med at blive tiltalt som medskyldig og børnene taget
fra hende, hvis hun ikke sagde, hvad anklageren krævede. Hun ændrede sin forklaring i retten.
Anklageren var også uretmæssigt kommet i besiddelse af nogle af forsvarets dokumenter, hvilke
anklageren brugte til at miskreditere ekspertvidneudsagnet. Ekspertvidnets udsagn var centralt for sagen, da
der ikke fandtes motiv, bevis eller øjenvidner.
Anklageren har typisk megen magt og langt flere ressourcer til sin rådighed end
forsvaret. Men såvel politi som anklager bruger ikke altid helt fine metoder i deres
iver efter at få en person dømt. Vidner er f.eks. blevet bestukket eller truet
til at ændre forklaring eller truet til ikke at vidne. Vigtigt bevismateriale er blevet
tilbageholdt, eller der er manipuleret med beviserne. Og man har næppe altid
været uvidende om, at man nok havde fat i den forkerte. Nogle politifolk har
undertiden sagt op i protest mod disse metoder, hvilket skete i Skinners sag. Og det kan
jo virke absurd, at man satser så hårdt på en uskyldig, for det
betyder: den skyldige går fri ......!
I 1980 blev Clarence Brandley dømt til døden. Brandley var den eneste afroamerikaner blandt
de 5 pedeller, politiet koncentrerede sig om. Det tog flere år og en stor indsats at redde Brandleys liv.
Dommer Jerry Picket kom med fgl. udtalelse : "Retten fastslår hermed enstemmigt, at Clarence
Brandleys hudfarve var en grundlæggende faktor, som gik igen i alle aspekter af statens døds-
strafsafsigelse imod ham". Brandley blev løsladt i 1990.
Racefordomme kan også spille en rolle. Forholdsvis er der mange minoriteter
på dødsgangen ofte dømt for mord på hvide. Omvendt er
forholdsvis få hvide dømt til døden for mord på sorte. (F.eks.
blev de overlagte og racistisk betingede mord på to tilfældige
afroamerikanere begået af den neonazistiske Burmeister ikke straffet med
døden.)
I februar i år appellerede George Mc Farland til Texas Court of Criminal Appeals. Retten kunne
imidlertid ikke se, at den sovende forsvarer kunne have udgjort et problem i forsvaret af Mc Farland og
afviste appellen.
Den 21 maj ligeledes i år afviste samme domstol en appel fra Skinner. Retten erkendte ganske vist, at
anklageren havde overtrådt reglerne ved uretmæssigt at tiltuske sig nogle af forsvarets
dokumenter men vurderede fejlen som "harmløs".
Appellerne åbner sjældent mulighed for, at selv væsentlige fejl og
mangler i en retssag bliver rettet, og appellerne bliver som regel afvist. Ofte har de
dødsdømte slet ikke de ressourcer, der skal til for at bevise evt uskyld eller
formildende omstændigheder. Og lykkes det for nogen at samle penge nok sammen
til at foretage de nødvendige undersøgelser, ja så er det heller ikke
altid nok til at få taget sagen op igen. Bevis for uskyld fører ikke
nødvendigvis til en ny retssag eller frifindelse. I 1993 blev Leonel Herrera
henrettet trods nye beviser for hans uskyld. En sidste mulighed er benådning, men
i Texas eksisterer denne mulighed så godt som ikke, da man ikke har
benådet nogen i mange år. Faktum er, at er en uskyldig først
dømt til døden, løber man ind i store forhindringer mht at få
sagen taget op og få en chance for at bevise sin uskyld. Hvor mange uskyldige, der
er blevet henrettet, ved man ikke med sikkerhed, idet alle undersøgelser
ophører, når en person først er henrettet. Men man kan frygte, der
er tale om et betydeligt antal.
Rapporten pointerer, at de 48 dødsdømte nævnt i rapporten er blevet
fundet uskyldige på trods af systemet, og kun fordi
der blev gjort en ekstraordinær indsats, som ikke alle dødsdømte har
adgang til ! Og i enkelte sager var det en ren og skær tilfældighed, der
førte til frifindelse.
Rapporten konkluderer:
Dømmer man efter tidligere erfaringer, er et betydeligt antal dødsdømte
uskyldige, og der er en stor risiko for, at nogle af dem vil blive henrettet.
Faren er indbygget i selve straffen og den menneskelige naturs
fejlbarlighed.
Den peger også på, at svaghederne i systemet har en tendens til at blive
forstærket i sager, der påkalder sig stor opmærksomhed.
Dødsstraffen bruges stadig tilfældigt og rammer især de fattige og
minoriteter forholdsmæssigt hårdt. Det siges også om døds-
straffen (capital punishment), at "those who donīt have the capital - get the punishment".
Mange erkender, at dødsstraffen ikke har en afskrækkende virkning, og at
motivet snarere er hævn. Ja nogle gange rammer den de rigtige, andre gange
gør den ikke. Problemerne med kriminaliteten har
måske en anden årsag, som bedre kunne løses ved at tage fat
på andre forhold i samfundet.
Fundamentalt er det moralsk forkert, at staten straffer med døden - og ikke et
civiliseret samfund værdigt. Det er en grusom og ultimativ form for straf og en
krænkelse af menneskerettighederne. Har man henrettet en uskyldig, kan fejlen
ikke rettes. Og uanset hvad der har ført til en
dødsdom, så er der tale om et menneskeliv. De indsatte lever under meget
barske forhold med voldelige, sadistiske vagter, hvor de konstant bliver mindet om, de en
dag skal slås ihjel. Det er intet andet end tortur. Jo mere man sætter sig ind i
forholdene omkring brugen af dødsstraf, - jo mere må man tage afstand fra
denne barbariske form for straf !
Kilder:
"Law and order: How awful does a lawyer have to be ? Sleeping lawyer Syndrome"
Bruce Shapiro (The Nation, April, 1997)
"Innocence and the death penalty: Assessing the danger of mistaken executions" (Stabs-
rapport af Komiteen for Civile og Konstitionelle Rettigheder. Den Juridiske Komite. 103
Kongres, første samling)
"America condemned" (Dallas Morning News)
Dokument vedr. Henry "Hank" Skinner med kommentarer af Reverend Maggard
|