Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA



Kanyledøden i Guds Eget Land

Af seminarielærer Niels Graverholt
Artikel i FronTalt, Ekstra Bladet, 05.08.97


Henrettelsen af Thomas Martin Thompson, som Ekstra Bladet har fortalt om de sidste par dage, blev gudskelov udsat af USA's føderale appeldomstol, som på grund af rettergangsfejl og en elendig forsvarer besluttede, at Thompson skal have en ny retssag.

Men Thompsons sag er desværre langt fra enestående, og mange andre af de over 3.000 fanger på dødsgangen i USA kan takke en uduelig forsvarer for deres skæbne.
For eksempel George McFarland, som i 1992 blev dødsdømt i Texas. Ifølge en jurist var beviserne mod ham af ringere kvalitet end man ville kræve til en parkeringsbøde. Men det hjalp ham ikke, for hans forsvarer, John Benn, sov - rent bogstaveligt - under væsentlige dele af sagen. Da Benn besvarede dommerens kritik med, at han kedede sig, udpegede dommeren en ekstra forsvarer, Sanford Melamed. Han accepterede sin kollegas fortsatte søvn, fordi "det kunne måske gøre, at nævningene fik ondt af os". Da sagen senere kom for en appeldomstol, blev den afvist fordi "Melameds accept af, at hans kollega sov kunne være et taktisk træk i forhold til juryen".

Men sålænge domstolene spiser forsvarere af med salærer på helt ned til 100 kr. i timen, kan man selvfølgelig ikke forvente hverken gode eller flittige forsvarere - med mindre man da hedder O.J.Simpson og selv kan hyre et dream-team.

Til gengæld spares der ikke på kræfterne hos anklagemyndigheden. I de fleste delstater bliver anklagerne politisk valgt, og så er det godt at kunne prale af så mange dødsdomme som muligt. Anklageren i Harris County i Texas, Johnny Holmes, som er den mest "succesfulde" i hele USA, inviterer da også gerne journalister ind på sit kontor for at se en plaquette med indskriften "Silver Needle Society" og navnene på folk fra Harris County, som er døde med bødlens nål i armen.

Og ligesom mange af sine kolleger er Holmes næppe kommet ærligt til alle sine blodige sejre. Der findes utallige eksempler på dødsdomme efter retssager, hvor anklageren har truet eller bestukket vidner til at fremsætte falsk vidnesbyrd, har skjult beviser i den anklagedes favør eller manipuleret på andre måder - ofte med velvillig assistance af den lokale, politisk valgte sherif, som gerne vil kunne fremvise en høj "opklaringsprocent" - uden smålig skelen til, om man har fået fat i den rigtige mand.

Også de fleste delstaters dommere er politisk valgte, og med befolkningens stadige krav om strengere straffe, vælges de ikke ud fra faglige kvalifikationer og etik, men ud fra deres vilje til sende folk til dødsgangen. For eksempel dommer Campbell, som i 1994 vandt valget om en plads i Texas' Appeldomstol. Han havde ved en tidligere ansøgning til et embede løjet om sine kvalifikationer, havde ingen nævneværdig erfaring med kriminalret, og var idømt en bøde for at praktisere uden advokatbestalling. Men under valgkampagnen svor han at ville stadfæste flere dødsdomme, så nu passerer alle appelsager i Texas hans skrivebord.

En modvægt mod denne politisering i delstaterne er den såkaldte habeas corpus proces, hvor en føderal (national) domstol med ikke politisk valgte dommere gennemgår sagen for at afsløre eventuelle rettergangsfejl - f.eks. falske vidneudsagn, tilbageholdelse af beviser o.s.v.
Det har gennem årene reddet mange uskyldig dømte. Men efter terrorbombningen af World Trade Center skulle kongressen vise mandsmod, så man vedtog - med Clintons støtte - loven med navnet "Antiterrorism and Effective Death Penalty Act". Ingen troede vist, at loven kunne stoppe en ny bindegal McVeigh. Det væsentligste i den var da også en række bestemmelser, som har gjort det næsten umuligt for dødsdømte at få de føderale domstole til at se på deres sag - og dermed overladt deres skæbne til delstaternes blodtørstige dommere og anklagere.


Det er forståeligt, at skræmte amerikanere desperat søger en løsning på de voksende kriminalitetsproblemer.

Men ingen har fremlagt skyggen af bevis for, at bødlen kan løse problemet. Tværtimod har de 38 stater med dødsstraf højere mordrater end de øvrige 12 stater, og mordraten stiger også hurtigst i stater med dødsstraf. Desuden har flere undersøgelser vist en klar stigning i antallet af mord umiddelbart efter en henrettelse med megen medieomtale. Alle troværdige undersøgelser tyder på, at livstidsstraf uden mulighed for benådning er et bedre redskab til at reducere antallet af mord.

Hensynet til ofrets efterladte - hævnen - bruges også som et argument. Men det er almindelig antaget blandt seriøse fagfolk, at denne stræben efter hævn ofte blokerer for, at de efterladte kan koncentrere sig om at komme ordentlig igennem den sorgproces, som er så vigtig for mennesker, der har mistet deres kære.

Mange begrunder deres støtte til dødsstraffen med, at man ikke vil føde på en morder i mange år. Men for de penge, som det koster at gennemføre en sag med dødsstraf og en henrettelse, kan man spærre 3-4 mordere inde i 40 år. Eller betale løn i et år til 50 ekstra politibetjente - som sikkert ville have en langt større kriminalitetsforebyggende effekt.

Men tilsyneladende preller alle argumenter af på tilhængerne af dette barbari. Således har man ved flere undersøgelser set, at en meget stor del af de adspurgte svarede ja til dødsstraf - og nej til at den forebygger mord bedre end livstidsstraf....

Så man må desværre nok se i øjnene, at både de 3.000 beboere på de amerikanske dødsgange og mange flere end dem må lægge vener til bødlens kanyle inden civilisationen breder sig til Guds Eget Land.