Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp

USA's Humanismeudsalg

Af BENNY LIHME

Artikel i Social Kritik nr. 59/60 - December 1999
Bringes med redaktørens tilladelse


Stærkt kritisk rapport fra Amnesty International om ingen anden end USA's overtrædelse af menneskerettigheder.
Og Muhammad Ali som frontfigur i Amnesty"s kampagne mod de såkaldte "lamme-bælter" / electro-shock våben, hvor politi- og fængselsbetjente via en remote control kan sende op til 50.000 volt gennem uregerlige borgere.


Et samspil af tilfældigheder: jeg skal overnatte hos Fred i hans og konens nye hjem i Takoma Park i Washington D.C."s udkant. Janice, med det danske efternavn Christensen, er National Campaign Director i Amnesty International"s store D.C.-afdeling (kun hovedafdelingen i New York er større).
Amnesty i USA har netop for første gang i organisationens 37-årige historie startet en "worldwide campaign", hvor eget vasketøj hænges ud til alles beskuelse. De har udsendt en overvældende dokumentation for brud på grundlæggende menneskerettigheder - begået i det Amerika som ellers på andre nationers vegne ynder at fremstå som et foregangsland (Amnesty International: United States of America - Rights For All, 154 s.).
Janice er godt udbombet de aftener jeg er der. Exhausted, simpelthen. Det er en sober, større og veldokumenteret rapport, hun har været med til at søsætte.
Tilmed omgærdet af den særlige spænding og politiske irritation der ligger i et så u-amerikansk projekt som at rydde egen humanistiske baghave for ukrudt.
På den anden side: Office of the President længere henne på 1600 Pennsylvania Avenue (Amnesty"s nye lokaler er beliggende i nr. 600) har været de ydre rammer om nogle ikke helt korrekte HK-aktiviteter, omend præsidenten angiveligt heller ikke denne gang inhalerede. Problemet for Janice Christensen er, at hun egentlig gerne ville være endnu mere udbombet efter at have givet endnu flere interviews.
Men at præsidentens eskapader og republikanernes forsøg på at få stablet en rigsretssag på benene har monopoliseret medierne. Ovenikøbet i en sådan grad, at Amnesty må beslutte at holde den selvstændige og særligt medievenlige Muhammad Ali-kampagne tilbage på ubestemt tid. Kun en sort ghetto-knægts voldtægt af præsidentdatteren kan hamle op med det her!
Internt har Amnesty-folkene dog afholdt en reception med King Ali. Og de har også tildelt ham en pris som anerkendelse for hans internationale virke i den menneskelige værdigheds navn. Noget som skulle have glædet den gamle Champ oprigtigt, for selv om han bliver brugt i mange humanitære sammenhænge, er der ikke fulgt egentlige beprisninger med.
Set i Amnesty-rapportens større sammenhæng, er Ali-kampagnen relativt kuriøs.
Kampagnens headline lyder: "25 times in his career, Muhammad Ali fought for a belt. Now he's fighting against one".
Det bælte Ali som Amnesty"s frontfigur bekæmper, er et nyt stykke elektronisk krop-lammelses-teknologi, som især benyttes af amerikanske politi- og fængselsbetjente. Med de såkaldte elektro-chock våben kan de alt, alt overvejende fattiges vogtere med troskabsed & flag i ryggen sende op til 50.000 volt gennem anholdte/mistænkte og fængselsfanger.
En enkelt dommer har brugt våbnet i en retssal overfor en tiltalt, der var blevet noget ophidset, hvilket den pågældende dommer trods alt fik besked på ikke at gøre mere.
Disse mobile efterkommere til den elektrisk stol, de såkaldte "stun belts", kan aktiveres af vogternes remote control i afstande op til 100 meter. Og som det er velkendt fra allehånde elektroniske alarmapparater, kan de ligeledes gå i selvsving, hvorfor "falske afstraffelser" naturligvis forekommer.
Amnesty International vil altså nu, med Muhammad Ali som frontfigur, bekæmpe dette brutale og inhumane stykke teknologi, som selv om det ikke i sig selv er dødbringende, allerede har forårsaget tilfælde, hvor fanger er døde som følge af el-chocket. Det samme gør sig gældende for et andet, umiddelbart harmløst lydende, disciplineringsmiddel. Politi bevæbnet med spraydåser lyder muligvis noget Mickey Mouse-agtigt i et land med mere end 200 millioner våben i cirkulation. Men når spray-dåsernes indhold er oleoresin capsicum (OP) - peber! - synes virkningerne effektive nok. Bl.a. i forhold til fredeligt siddende og ubevæbnede demonstranter.

Janice Christensen deler en besøgende skandinavs forbløffelse over den stadige stigning i antallet af dødsdømte og offentligt henrettede, med Staten i rollen som "serial killer". Menneskerettighedskrænkelsen over alle.
Når man skal godt 100 sider hen i rapporten for at læse om dødsstraf, skyldes dette ikke en nedprioritering fra Amnesty"s side i modstanden mod dødsstraf, men det fra meningsmålingerne let aflæselige faktum, at godt 80% af amerikanerne synes det er helt fint med dødsstraf (blot den eksekveres "humant", jvfr. min artikel "Killing me softly" i Social Kritik nr.33).
Amnesty fokuserer derfor på den amerikanske brug af dødsstraf overfor helt unge og overfor psykisk udviklingshæmmede (siden 1980 er mere end 30 udviklingshæmmede/"mentally impaired" blevet henrettet af myndighederne, bl.a. Mario Marquez i Texas med en mental alder på syv og James Terry Roach i South Carolina som udover at være udviklingshæmmet også var sindslidende).
Da den offentlige og politiske opinion altså er så menneskerettighedskrænkende som den nu engang er, forekommer Amnesty International, i kampagnetaktikkens navn, lige "soft" nok på spørgsmålet om dødsstraf. "Ban the Death penalty for Juvenile Offenders as a First Step Toward Total Abolition" er hvad det kan blive til som politisk konklusion.
Og så kan det i øvrigt konstateres, at 1997 blev et nyt amerikansk rekordår med 74 henrettede personer. Samt at der i skrivende stund sidder mere end 3.300 fanger på dødsgangene rundt omkring i de 38 stater, som betjener sig af denne uciviliserede form for social kontrol.
For en dansker er det endvidere forbløffende at se, at USA (sammen med Somalia!) er det eneste land der ikke har ratificeret FN's deklaration om børns rettigheder. I den forstand overtræder de ikke deklarationen med deres tiltagende praksis med at sætte børn i fængsel sammen med hærdede kriminelle (juni 1998 skønner Amnesty at mere end 3.500 børn "dømte som voksne" sidder i fængsler sammen med voksne - heraf misbruges en del sexuelt, ligesom nogle på andre måder lider fysisk overlast).



BENNY LIHME er redaktør af tidsskriftet "Social Kritik", som udgives af Selskabet til Fremme af Social Debat

Social Kritik
Nansensgad 66, kld.
1366 København K
Tlf. 3393 9963
Fax. 3315 8076