Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp

USA overtræder FN's menneskerettighedskonvention

Af seminarielærer Niels Graverholt

Kronik i de 3 Stiftstidender 05/06-12-98


Den 10. december er det 50 år siden at Plenarforsamlingen i De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, hvori man fastslog en række rettigheder, som skulle gælde for alle borgere i alle medlemslandene.
Mens dagen markeres på højtidelig vis verden over, har man i Texas valgt at bruge dagen til endnu engang at demonstrere, at man giver pokker i såvel denne som andre internationale konventioner, nemlig ved at tage livet af den 61 årige Joseph Stanley Faulder som straf for et mord, han hævdes at have begået i 1975.
Med henrettelsen er der tale om et klart brud på menneskerettigheds-erklæringens artikel 3, som siger, at "Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed".

Og denne bestemmelse har man overtrådt utallige gange. I øjeblikket sidder der omkring 3.500 fanger på dødsgangene i USA, heraf 445 på dødsgangen i Texas, hvor man har den højeste "produktivitet" med foreløbig 17 henrettelser i år ud af 58 i hele USA.

I Faulders tilfælde har man også ladet hånt om artikel 11: "Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans forsvar."

Behandlingen af Faulders sag har mildest talt ikke levet disse krav, som USA selv har tiltrådt. Det er almindelig kendt, at økonomisk formåen tæller mere end skyldsspørgsmålet i amerikanske retssale, også i sager, som kan føre til dødsstraf. Og som det fremgår af det følgende, illustreres det til fulde i Faulders sag.

Faulder var så ufornuftig at begå indbrud hos den 75 årige Inez Phillips. Hun var enke efter en borgmester og tilhørte en velhavende og indflydelsesrig familie, og det skulle senere vise sig at blive en stærkt medvirkende årsag til hans dødsdom.
Indbruddet udviklede sig til mord, idet Faulder ifølge hans medskyldige, en tidligere prostitueret ved navn Lind McCann, under håndgemænget med Phillips slog hende ned med en knippel og derefter stak hende ihjel med en kniv.

Straks efter mordet udlovede offerets søn, Jack Phillips, $50.000 for informationer om mordet, og Linda McCann blev hurtigt anholdt, hvorpå hun anklagede Faulder for at have planlagt indbruddet og drabet.
Knap to år senere blev Faulder anholdt i Colorado og ført til Texas til afhøring. Hans gentagne anmodninger om at tale med en advokat blev ignoreret af politiet, og efter 4 dages afhøring underskrev han en erklæring, som under den efterfølgende retssag blev betegnet som en tilståelse.
Anklageren kunne ikke fremlægge fysiske beviser på Faulders skyld, så det eneste, man havde at bygge sagen på, var Faulders skriftlige "tilståelse" og en erklæring til politiet fra Linda McCann, som iøvrigt ikke blev ført som vidne under retssagen.
Men det var tilstrækkeligt til, at Faulder efter en hurtig retssag blev dømt til døden for røveri og overlagt mord.
Imidlertid blev dommen 2 år efter, i 1979, omstødt af Texas' Appelret, som naturligt nok ikke fandt de fremførte "beviser" tilstrækkelige til en dødsdom, sålænge de ikke kunne bekræftes af supplerende beviser eller vidneudsagn. Der skulle derfor gennemføres en ny retssag, og anklagemyndigheden planlagde at lave en handel med Faulder gående på, at han erklærede sig skyldig og til gengæld slap med fængsel på livstid.
Men da det kom Jack Phillips, offerets søn, for øre, hyrede han to private efterforskere til at fremskaffe grundlaget for en dødsdom.
Uden nogensomhelst forudgående aftale med den offentlige anklager, tilbød de to selvbestaltede "anklagere" Linda McCann straffrihed mod at hun vidnede mod Faulder under retssagen - til trods for at hun som medskyldig faktisk selv stod til dødsstraf ifølge texansk lov.
For at være sikker på hendes samarbejdsvilje, gav man hende desuden $15.000, som man kaldte "kompensation for flytteudgifter".
Imidlertid havde den foregående retssag vist, at der var behov for et vidne, som bekræftede McCann's vidneudsagn, så for en sikkerheds skyld gav man også $2.000 til hendes mand - medlem af en lokal motorcykelbande - for hans vidneudsagn, som iøvrigt alene bestod i at sige, at Linda McCann også havde fortalt historien til ham.
Mod et honorar på omkring $100.000 forberedte de to private "anklagere" sagen så effektivt, at distriktsanklageren først udpegede en anklager en måned før retssagen - for at bevare indtrykket af, at det offentlige havde "kontrol med sagen".

Så store summer havde Faulder ikke til rådighed, så han måtte tage til takke med en beskikket forsvarer, som ikke var meget bevendt. Han indkaldte ingen vidner, han gjorde intet for at fremdrage formildende omstændigheder - f.eks. ved at grave i Faulders personlige baggrund. Hans eneste indsats var et forsøg på at miskreditere McCann - som iøvrigt løj over for juryen ved at påstå, at hun ikke havde modtaget penge af "anklagerne".

Dødsstraf kræver, at alle jurymedlemmer er overbeviste om, at den anklagede udgør en fortsat fare for samfundet. Til at sikre det indkaldte anklageren et "ekspert-vidne", nemlig psykiateren Dr. James Grigson. Han var kendt som "Dr. Death", idet han i utallige sager mod en klækkelig betaling havde udtalt sig om den anklagedes personlighed og udsigten til at han ville begå ny kriminalitet, hvis man ikke tog livet af ham - ofte uden overhovedet at have set den anklagede inden retssagen. Om Faulder erklærede Grigson under ed, at han var "en sociopath af den værste slags uden for terapeutisk rækkevidde" og at han uden tvivl ville dræbe igen. Dr. Grigson blev et par år senere smidt ud af The American Psychiatric Association for uetisk adfærd på grund af sine uhyrlige påstande, som totalt savnede et sagligt grundlag.

Og med en forsvarer, som senere vedgik, at han slet ikke kendte sin forpligtelse til at føre karaktervidner, blev Faulder i 1981 dømt til døden påny.
Efter at hans sag i nogle år havde cirkuleret mellem forskellige appelinstanser, fik Faulder endelig en duelig forsvarer til sin habeas corpus sag - en speciel amerikansk rettergang, som går ud på at efterprøve den oprindelige retssag, kvaliteten af forsvaret og beviserne, overholdelse af procedureregler m.v.
Og nu kom det frem, at staten Texas også havde forbrudt sig mod Wien konventionens krav om, at man orienterer en anklaget om hans ret til at få støtte fra sit lands konsulat - og også underretter det pågældende konsulat. Denne bestemmelse står USA altid stejlt på, når det gælder amerikanske statsborgere i udlandet, men siden 1992 har man henrettet 7 udlændinge efter at have ignoreret konventionen med det resultat, at de ikke havde fået den juridiske bistand, som de havde krav på.

Menneskerettighedserklæringens artikel 10, fastslår, at "Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken som helst mod ham rettet strafferetlig anklage".
Hvis Texas havde respekteret denne bestemmelse, ville Faulders habeas corpus sag efter al sandsynlighed have resulteret i en omstødelse af den oprindelige dom. Ud over at hans såkaldte forsvar var yderst utilstrækkeligt viste det sig nemlig, at der havde været andre alvorlige rettergangsfejl.
Som tidligere nævnt fik juryen ikke at vide, at kronvidnet blev betalt for sin medvirken. Desuden fandt man blandt de to "anklageres" papirer et notat, som viste, at Linda McCanns mand, som også vidnede, havde været med til at planlægge indbruddet. Et forhold, som normalt ville have udelukket ham som vidne.
Desuden fandt forsvareren frem til canadiske journaler, som viste, at Faulder som barn havde fået en hjerneskade, som bevirkede periodiske blackouts og iøvrigt påvirkede hans adfærd i stressede situationer. Endelig fandt man karaktervidner, som betegnede Faulder som en fredsommelig person, som ovenikøbet år tilbage med livet som indsats havde reddet en fremmed kvindes liv.
Disse oplysninger ville næppe have fået Faulder frikendt under den oprindelige retssag, men de ville utvivlsomt have skånet ham for den henrettelse, som nu er nært forestående.

Og dermed havde vi ikke set endnu et eksempel på USA's foragt for de menneskerettigheder, som Verdens Politimand er så optaget af at indskærpe over for andre lande.