Diskussionen i USA om, hvad man kan gøre for at komme den stigende voldskriminalitet til livs, har efterhånden bevæget sig hinsides al fornuft - og moral. Der kræves rask væk strengere og strengere straffe - til trods for at intet tyder på, at det løser problemerne.
De undersøgelser, som viser, at strengere straffe og dødsstraf ikke er løsningen, mistænkeliggøres, og folkene bag undersøgelserne beskyldes for at være venstreorienterede og blødsødne.
Argumenter tæller ikke længere - og man bliver i tvivl om, hvad det egentlig er, folk vil have: Reduktion af kriminaliteten eller straffe for straffenes skyld.
Og situationen herhjemme begynder at ligne den amerikanske.
Hvad Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet angår, så er sagen klar - de vil blot have flere stemmer ved at spille på folks frygt.
Og her er de i skarp konkurrence med statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som i sin nytårstale 1. januar 1997 var et godt eksempel på, hvordan en "ansvarlig politiker" hælder vand ud af ørerne og kræver strengere straffe for at gøre sig populær blandt den del af befolkningen, som tror, at man kan straffe sig ud af alle problemer.
Vi nærmer os efterhånden den samme overfladiskhed og den samme foragt for argumenter og kendsgerninger, som vi ser i John Wayne's Amerika, og hvis nogen prøver at drage lidt omtanke ind i diskussionen, beskyldes de hånligt for at være "politisk korrekte" - hvilket vel egentlig skulle være noget positivt.
Burde vi ikke prøve at blive klogere af, hvad vi ser i USA - hvordan de stadig strengere straffe derovre ingen positiv effekt har på kriminaliteten - men kun koster en djævelsk masse penge, som meget hellere burde bruges på forebyggende foranstaltninger.
Niels Graverholt
Desværre har jeg måttet opgive at finde tid til at oversætte den engelskprogede sektion til dansk, så kig ind på den ved at klikke på flaget øverst på siden.
På den dansksprogede side er der til gengæld en masse materiale, som ikke findes på i den engelsksprogede sektion: